Tanghuset og Marens Patter

Afstand: 18.47 Km

Lige før Sundstrup, tæt på Tanghuset, ligger Marens Patter - de to gravhøje, som er Sundstrups varetegn. De har gennem tiderne tjent som landkending for skibene på Lovns Bredning og Hjarbæk Fjord. 

Tang har været en vigtig indtægtskilde ved Limfjorden. I sin tid blev tangen bjerget, tørret, renset og presset for siden at blive udnyttet til blandt andet madrasser, gødning, tag belægning, foder og fremstilling af stivelse. Møbelfabrikkerne Getama (Gedsted Tang og Madrasfabrik) og Skalma (Skals madrasfabrik) opstod i forbindelse med udnyttelsen af tangen, og virksomhederne eksisterer den dag i dag - dog indgår tang ikke længere i møbelproduktionen.

Tanghuset

Tangen blev presset til store tangblokke, som blev opbevaret i tanghuse, og ud kan se et sådan hus ved strandbredden i Sundstrup. I tanghuset er der yderligere information om tangproduktionen.

Tanghuset fungerer også som primitivt overnatningssted for cyklister, vandrere, sejlere og roere. I dag udnyttes tangen ikke længere, og i september er det muligt at se de store dynger tang, der stadig driver ind til kysten. 

De to gravhøje

Lige før Sundstrup, tæt på Tanghuset, ligger Marens Patter - de to gravhøje, som er Sundstrups varetegn. De har gennem tiderne tjent som landkending for skibene på Lovns Bredning og Hjarbæk Fjord. Med lidt fantasi kan du se en kæmpe kvinde, der ligger på ryggen med benene i Hjarbæk Fjord. I folkemunde kaldes de to høje for Marens Patter.

Gravhøjene er nogle af de smukkest placerede høje på Viborg-egnen. Tag op på toppen af højene og nyd den skønne udsigt over dæmningen og fjorden. Den høje lyse Ulbjerg Klint kan ses i baggrunden. Højene er ikke udgravet, men man regner med, at de er fra bronzealderen.

Se, hvad andre deler på Instagram

#hjarbækfjord #visitviborg #aarhusregion



Opdateret af: VisitAarhus  | info@visitaarhus.com
Fotograf: VisitViborg
Fotograf: VisitViborg